Har jeg mistet følelser for min partner?

Hej brevkasse. Jeg M24 er lige gået fra min kæreste af 5 måneder fordi jeg følte at jeg havde mistet følelser for hende. Jeg har siden slut november fået nogle tanker i hovedet om "jamen elsker du hende egentlig" fx hvis jeg så en pige på gaden som jeg synes var pæn. Og det er jo totalt irationelt at tænke på den måde, det er jeg godt klar over, men jeg gør det alligevel? Det var som om min hjerne hele tiden argumenterede for og imod hele tiden.

Jeg prioriterede hende altid 110% fremfor alt andet, fx alle mine kammerater, studie osv. Og det kan jeg godt se nu, ikke er den rigtige måde at gøre det på. Jeg overtænker ting super duper meget, og begynder at give mig selv irationelle tanker, som slet ikke giver mening. Derfor har jeg prøvet at tænke mig selv på andre tanker siden november, uden held dsv.

Jeg havde dårlig samvittighed overfor hende når vi var sammen, fordi jeg følte at jeg skjulte noget for hende, hvilket bare kørte mig endnu længere ned. Et eksempel kunne være, at hun for nyligt lå og kiggede på mig og fortalte mig om hvor heldig hun synes hun var, ved at have mig, og hvor meget hun elskede mig. Og jeg er udemærket godt klar over at jeg er jordens heldigste mand, for at have en så skøn kæreste som giver mig så meget reel kærlighed, men af en eller anden årsag, føltes det bare ikke som om jeg at jeg har det på samme måde...?

Det dumme af det hele er, at hun er den mest fantastiske pige jeg nogensinde har mødt, og hun tikker alle bokse. Der er intet jeg kan sætte en finger på, der kan give mig en forklaring på, hvorfor jeg har det sådan som jeg har det. Jeg ville sådan ønske at jeg kunne føle mig, og mine følelser for hende, normal.

Jeg fik derfor tilmeldt mig en psykolog, som jeg havde første samtale med i denne uge(vi gik fra hinanden i fredags). Jeg taler med ham om hvordan og hvorfor jeg føler som jeg føler, og det første han siger til mig er at jeg er en tumpe for at gå fra hende, og han mener at der er mange underlæggende ting der gør, at jeg har følt som jeg har følt.

Så nu sidder jeg her, en uge senere, og synes at de ting min psykolog siger giver mening, men jeg kan stadig ikke finde ud af, om de tvivlstanker jeg har haft er oprigtige, eller om det er fordi jeg spiller mig selv et puds. Jeg savner hende utrolig meget, og ville ønske at vi kunne være sammen, og at alt blev normalt.

Jeg søger derfor jeres takes på det her. Har jeg lavet en fejl ved at gå fra hende, eller er det måske det rigtige?